Jeg har nu brugt en uge på sofaen. Og jeg skal ud og handle ind. Det er jo snart jul. Vasketøjet lurer også olmt på mig.
Men jeg kan ik'! Jeg kan bare ik'!
Det er sket igen. Vil for evig og altid have en lang hale efter mig. Den er lang, stor, tung og klodset - og den passer slet ikke til farven på resten af min krop. Den slæber altid efter mig, som en hæmsko, der får mig til at trække lidt på det ene ben. Jeg bliver aldrig graciøs og let i min gang.
Tror ikke på, at jeg nogensinde lærer at leve med den. I ved, på den der dameblads-agtige måde: Min-psykiske-sygdom-har-gjort-mig-stærkere-måde. BULLSHIT!!
Jeg lærer aldrig at elske min angst. Jeg kan stadigvæk ikke få denne hale af et monster, der evig og altid forfølger mig, til at blive en del af mig. Den passer bare ikke!!
Men den har endnu en gang tynget mig til jorden. Gjort mig svag. JEG VIL IKKE VÆRE SVAG!
Men lige nu er sofaen min ven. Jeg magter ikke andet.
