Monsterhalen!

Jeg har nu brugt en uge på sofaen. Og jeg skal ud og handle ind. Det er jo snart jul. Vasketøjet lurer også olmt på mig.
Men jeg kan ik'! Jeg kan bare ik'!
Det er sket igen. Vil for evig og altid have en lang hale efter mig. Den er lang, stor, tung og klodset - og den passer slet ikke til farven på resten af min krop. Den slæber altid efter mig, som en hæmsko, der får mig til at trække lidt på det ene ben. Jeg bliver aldrig graciøs og let i min gang.
Tror ikke på, at jeg nogensinde lærer at leve med den. I ved, på den der dameblads-agtige måde: Min-psykiske-sygdom-har-gjort-mig-stærkere-måde. BULLSHIT!!
Jeg lærer aldrig at elske min angst. Jeg kan stadigvæk ikke få denne hale af et monster, der evig og altid forfølger mig, til at blive en del af mig. Den passer bare ikke!!
Men den har endnu en gang tynget mig til jorden. Gjort mig svag. JEG VIL IKKE VÆRE SVAG!
Men lige nu er sofaen min ven. Jeg magter ikke andet.

cand.grå.pæd.stud med speciale i bonusbørn.

Det er åbenbart i forbindelse med Fedteungernes weekendindtog, at jeg får trang til at dykke ned i dybet. Ned i dybet af mig selv, i dybet af bunken af gamle billeder, i dybet af minder om "dengang"....
I hvert fald blev dagen i går indrammet af en følelse af, at have glemt noget....glemt noget af mig selv. For netop i bunken af gamle billeder fandt jeg billeder af mig selv og mit liv for ca. fem år siden. Og jeg blev næsten forskrækket. For det jeg så, var for længst glemt - i hvert fald i dets ægte udtryk.
Der var billeder af mig. Smuk, ung, lækker vil nogen måske endda driste sig til at sige. Med maling i håret...ikke den hvide slags, som sætter sig kronisk fast i forbindelse med istandsættelse af det gamle hus, og derefter muterer til ægte grå striber, som åbenbart gemmer sig bag det hår, som jeg har farvet igennem de sidste 15 år.
Nej, det var malerklatter i både hår og hoved fra min tid hvor kunstpenslerne nærmest lå under hovedpuden sammen med skitsebøger og akrylmalingen.
Det er i tæt forbindelse med lærreder og musikken i ørerne, at jeg har de stærkeste minder fra den tid. Jeg nærmest boede i mit atelier - og  det er en reel følelse til trods for, at jeg var alenemor på fuld tid. Med en datter på 1 1/2 år der i høj grad satte dagsordnen, og til mit store held, nok var med til at bevare jordforbindelsen, så jeg ikke lod låget lette helt.
Og jeg kigger - stirrer ned på disse billeder, så længe at kaffekoppen er ved at glide ud af hånden på mig, eftersom jeg fuldstændig mister fornemmelsen af verden omkring mig. Jeg når lige at stramme grebet inden koppens indhold siler ned i tasteturet.
Og så rammer det mig med en forhammers styrke, HVOR FANDEN BLEV HUN AF!?
HVOR ER DU!?Jeg kan ikke finde hende mere!
Det med lækkerheden kunne vi nok gøre noget ved, jeg kunne lade håret gro, jeg kunne tabe mig de ti kg, kunne endda iføre mig den lette lækre makeup, som jeg tog på HVER eneste fucking dag, men hende der er indeni, er blevet væk.
Og så græder jeg en lille smule. For i guder hvor jeg savner hende. Hun var på mange måder så stærk. Så udtryksfuld. Så fuld af kunst. Så fuld af fightervilje. Så lækker. Så ustruktureret. Så uden system. Så fuld af hjemmeflikkede løsninger.  Så fuld af ideer. Så egenrådig. Så beriget med mængder af veninder og venner. Så fyldt af kunstbekendskaber.Så fuld af muligheder.

Og nu sidder jeg her. Lige om lidt rejser jeg mig fra computeren. Jeg har en tid hos frisøren, så jeg kan få dækket de begyndende grå hår. Det er så patetisk. Det er det eneste jeg formår at gøre, for at holde mig en armslængde fra det sidste forfald til udmærkelse til cand.grå.pæd.stud  med speciale i bonusbørn.

Inficeret søndag

Jeg skriger. Jeg Edderfucking SKRIGER!!! Min ellers så skønne søndagsfridag er fuldstændig fucked up. Med de to bonusbørn indlogeret for jeg-ved-ikke-hvilken-gang-ud-over-det-planlagte, er min rolige søndag inficeret af skrigende unger og deres behov.
Hvorfor fanden er det, at vi ikke bare en gang imellem, kan få lov til at nyde hinanden, som den lille familie vi jo også er, og som jo er den, jeg sagde ja til.
Må bare erkende, at jeg måske ALDRIG får det, sådan som jeg drømte om. Hele lortet var en illusion. En forelskelse der løb løbsk, og som ikke kunne bære det i længden. Vi troede, vi kunne klare verden; dem mod os! Men pludselig stod vi i lortet, og det blev DIG mod MIG.
I skrivende stund tror jeg ikke på projektet - ikke en skid. For når jeg er kommet derud, hvor jeg finder mig selv SKRIGENDE i min bil på vej til Fællesungens juletamtam i børnehaven (og du endnu en gang har VALGT at tage til Fedteungernes juletamtam i stedet,) ja, så tror jeg sgu ikke på det.
TIL HELVEDE MED ILLUSIONEN - this is the real shit! And I don't like it.

Pink-wunderbaum-bonus take off

Jeg er en pæn pige! I guder jeg er en pæn pige!
Og jeg kan snart ikke mere. Jeg må ha luft - og det må blive her. Mit andet jeg aka pinkwunderbaumbonus, må blive mit absolut eneste virkelige helle, hvor siges, hvad siges skal og kan. For jeg har fået trængt mig selv op i en krog, hvor det kun er en lille del af mig, der får luft. Kun en lille del, der bliver set. Kun en lille del af mig, der bliver hørt. Kun en lille del af mig, der må vises frem...kun en lille del. Og nu kan jeg som sagt ikke holde til det mere. For hvem kan leve uden at vise det hele. Ja, jeg kan ikke.

Velkommen til pinkwunderbaumbonus. AND I DON'T GIVE A FUCK!!